Musikken overdøver gadens larm, jeg kan intet hører og det er godt. For hvem ville dog gide høre på vesterbro en lørdag eftermiddag klam og våd... Jeg er ved at lære teksturen på grunden jeg går på godt at kende, så jeg ikke falder når alle de andre tumper gør og jeg stadig kan gå normalt i 20cm. Jeg har altid et overblik og observering, det er en fryd når jeg ligner en der zoner ud i min egen verden, er min underbevidst på autopilot der fører mig sikkert igennem... Og hvor kan du finde mig? -Slentrende ned at istedgade, rejsende frem og tilbage fra pladsen til mariekirke... Mit barndoms hjem og tilbage til mig voksen hjem... og hvornår blev jeg voksen? For alle omkring mig er børn og jeg er stadig en lille pige, men jeg valgte at være voksen alt for hurtigt, længe tilbage da jeg levede på løgne og det hele bare var sjovt i mit hoved.. forsømt og fordømt. Masser af terapi og overvågning... Men nu hvor jeg endelig har fundet mig mod til at være lille igen, er det for sent... Men Sandra tager mere og mere over og hun flyder mere og mere ud igennem kroppen og indtager -helt ud til mine fingerspider, som vinker farvel til mor.. Jeg gider ikke være ynkelig, jeg vil meget heller være stærk, og jeg blotter mig aldrig, jeg giver jer en virtuell oplevelse af mig.. Også nu.. jeg har intet fortalt. Men alligevel er der løftet sig noget fra mit hjerte... Jeg elsker legen...
Hurra for den moderne verden -Hvor ingen kender nogen og alle kender alle.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar